Flere og flere CMS-systemer tilbyder WebP massekonvertering – det betyder at du med ét klik kan konvertere alle billedfiler på din webshop. Der kan dog være et lille problem ved at benytte denne funktion, for indeholder et af dine billednavne mellemrum, når det konverteres til WebP formatet, ja så vil det ikke blive godkendt af Google Merchant center.
Ugyldig billedkodning
Det er lidt træls, for det står ingen steder i Google Merchant Center dokumentationen, men mellemrum i billednavne i WebP formatet vil få dit produkt afvist med begrundelsen: Ugyldig billedkodning.
Hvad er WebP?
WebP er et billedformat, der er designet til at give høj billedkvalitet og mindre filstørrelser end andre populære billedformater, som JPEG og PNG. WebP er blevet et populært billedformat og mange CMS’er tilbyder i dag at konvertere eksisterende billedformater til WebP, så webshoppen kan indlæses hurtigere uden synderligt tab af billedkvalitet.
Så før du vælger at konvertere alle dine billeder til WebP, så sørg lige for at tjekke om du benytter mellemrum i dine billednavne, eftersom det senere hen kan få alvorlige konsekvenser i Google Shopping.
Mellemrum i billedenavne
På internettet er mellemrum i filnavne eller URL’er (Uniform Resource Locator) ikke tilladt, da det kan føre til forvirring og fejl. Hvis et filnavn eller en URL indeholder mellemrum, vil det blive kodet ved hjælp af ASCII, der erstatter mellemrummet med et specialtegn,
normalt “%20“.
Når en fil med et navn, der indeholder mellemrum, uploades til internettet, vil webserveren automatisk erstatte mellemrum med “%20” i URL’en, så den kan læses og vises korrekt i en webbrowser. Dette gøres for at sikre, at filnavnet kan læses korrekt af alle browsere og andre værktøjer, der bruger URL’er, uanset deres konfiguration eller sprogindstillinger.
Eksempelvis bliver billednavnet KK logo.webp til KK%20logo.webp.
Undgå at dine produkter bliver afvist
Desværre ser det ud til at Google Merchant Center har strengere krav til WebP billedformatet, end deres andre accepterede billedformater, JPEG (.jpg/.jpeg), PNG (.png), GIF (.gif), BMP (.bmp), og TIFF (.tif/.tiff).
I de andre formater er der ingen problemer i at have mellemrum encoded i billednavne. Hverken på primære og ekstra billeder. Google Merchant Center accepterer uden problemer et billede med encoded %20 som mellemrum.
Men WebP formatet bliver behandlet anderledes i Google Merchant Center, og produkter med encoded mellemrum i billedfilnavn vil blive afvist med begrundelsen: Ugyldig billedkodning [billedlink].
Vær opmærksom på at det er underordnet om det er primære billeder eller ekstrabilleder, der har mellemrum i billedfilnavnet. Hele produktet vil blive afvist og inaktivt i Google Merchant Center.
Benytter du et CMS som tilbyder massekonvertering?
Der er flere CMS’er der tilbyder massekonvertering af billeder til WebP formatet.
Det er derfor en rigtig god ide at få tjekket billednavne igennem, inden man trykker på knappen.
DanDomain Webshop 8 har for nyligt lanceret deres WebP konverteringsværktøj, der massekonverterer eksisterende billedformater til WebP-formatet.
WordPress Smush Pro modulet giver webshoppen mulighed for at massekonvertere eksisterende billedformater til WebP. Der findes også andre WordPress plugins der tilbyder masse konvertering.
Cloudflare billedoptimering tilbyder automatisk billedkonvertering til WebP-formatet for optimal webperformance.
Oplever du problemer med visning af dine produkter?
Eller har du andre spørgsmål vedr. Google Shopping eller Ads? Så kan du kvit og frit tage kontakt til en af vores Ads specialister, som står klar til at hjælpe og besvare de spørgsmål du måtte have.