I dette blogindlæg tager vi udgangspunkt i, hvordan de Sociale Medier kan give dig den bedste optakt, til en succesfuld Black Friday.

Vi kigger på, hvordan du kan forberede dig i god tid, hvordan du kan engagere din målgruppe og meget mere.

Det er vigtigt at være ude i god tid


Den store interesse for Black Friday gør perioden til et af de dyreste tidspunkter at annoncere på, når vi taler om Social Media Marketing.

Udover at priserne pr. konvertering er i den høje ende, så er konkurrencen om forbrugerens opmærksomhed også større hér, end andre tidspunkter på året.

Derfor er vores anbefaling klart at engagere din målgruppe i perioden op til Black Friday, i stedet for at bruge alle ressourcer på at konkurrere om pladsen, på dagen.

Her kan det også pointeres, at jo mindre et marketingbudget du har, desto vigtigere er det at være ude i god tid. På dagen vil du nemlig konkurrere med virksomheder, der har voldsomme budgetter og uanede resurser, hvilket bl.a. vil presse priserne op.

Engagér dine kunder organisk

Og nu tænker du måske: ”Jamen, hvordan kan jeg være ude i god tid, uden at det påvirker salget negativt, op til Black Friday?”

Der er heldigvis mange måder, hvorpå du kan inddrage dine nuværende følgere og kunder i processen, uden at røbe tilbuddene og derved påvirke salget, op til dagen.

  • Du kan eksempelvis spørge dine følgere, hvad de ønsker på udsalg, med et ”Hvilken af dine favoritter ser du gerne på Black Friday tilbud?” opslag.

  • Lav ugentlige Sneak Peeks på tilbud op til Black Friday, for hele tiden at fastholde interessen og inspirere dine følgere.

  • Planlæg organiske opslag til dagen, hvor du eksempelvis laver ’Inspirationsopslag’ med produkter, der er på tilbud. Driver du en tøjforretning, kan du lave organiske opslag, hvor de fremviste outfits kun består af produkter, der er på tilbud.

Mulighederne er mange og du skal finde de organiske indsatser, der passer til din branche, forretning og målgruppe.

Black Friday-begivenhed

 

En af de organiske indsatser du med fordel kan springe ud i, er oprettelse af en Begivenhed på Facebook. Det var en af de helt store ’go to’ aktiviteter på Black Friday i 2020, hvorfor vi nævner den igen i år.

En Begivenhed er en god måde, hvorpå du kan engagere dine kunder, lang tid før selve dagen. Med eksempelvis en ’Tilmeld dig begivenheden og få tilbuddene først’ vinkel, kan du indsamle interesserede og potentielle kunder, som du kan henvende dig direkte til, på dagen.

En betalt pendant til dette er Facebook Lead-ads, hvor du kan indsamle modtagere til dit nyhedsbrev, ud fra samme budskab og med samme fordele, på selve dagen.

Keep it simple!

På Black Friday vil de sociale medier blive bombarderet med tilbud, hvilket også gør det svært at skille sig ud fra mængden. Det betyder også, at det er vigtigt at gøre sig bemærket, forståelig og interessant.

Når vi taler om den visuelle del af dine annoncer og opslag er det en god idé at gøre det tydeligt, hvad du sælger. Brugernes feeds kommer til at flyde over med sorte billeder, med teksten ’Black Friday’, så hvis du kan implementere dine produkter i dine visuelle virkemidler, er det klart en fordel.

Derudover er et enkelt budskab vigtigt. Det er nemmere at formidle ‘Spar 30 % på alt i vores Black Friday-kategori’, end at formidle ’Spar 15 % på x-kategori, 10 % på y-kategori og 20 % på z-kategori’.

Tænk også på, at forbrugerne ofte forbinder Black Friday med vilde tilbud. Så hvis du sammenholder periodens konkurrencesituation, med kundernes forventninger, så kræver det ofte lidt højere procentsatser, end hvad der normalt gives, ved eksempelvis at tilmelde sig et nyhedsbrev.

Tilpas din målgruppe, til dit budget

Afslutningsvis berør vi kort udvalget af målgrupper, hvis du ønsker at annoncere på Black Friday.

Vi oplever ofte at vores kunder gerne vil så bredt ud som muligt – og det kan også være en fordel, hvis du har høje klikbudgetter. Hvis du derimod opererer med mere beskedne klikbudgetter, kan det være en fordel at være skarp på din målgruppe, da konkurrencen om pladserne, som tidligere nævnt, er rigtig stor.

Sammenlagt med en kort beslutningsproces og muligheden for at sammenligne dine tilbud direkte, med dine konkurrenters, kan det være en fordel at have fokus på personer, der allerede har stiftet bekendtskab med din forretning.
Her kan der nævnes potentielle målgrupper som; nuværende følgere på sociale platforme, deltagere i din Black Friday-begivenhed og modtagere af dit nyhedsbrev.

Dette viser endnu engang, hvordan rettidigt og grundigt forarbejde, op til Black Friday, kan give det bedst mulige grundlag for succes på selve Black Friday.