Google har opdateret deres Googlebot, fra Chromium 41 til Chromium 74, men hvad betyder det egentlig i forhold til søgemaskineoptimering?

Lad os starte med at få nogle helt basale ting, vedrørende Googlebot, på plads.

Googlebot er navnet på den kæmpe maskine, Google har bygget til at navigere på internettet og indhente informationer, som fx hjemmesider og webapps. Disse informationer anvender Google blandt andet til deres søgemaskine.

Googlebot er også maskinen, der renderer hjemmesider, så Google kan afgøre hvilke elementer der er synlige og vigtige. Render betyder ’at gengive’, hvilket dækker over processen, hvor en browser tager en HTML-kode og omdanner den til grafiske elementer med tekst, billeder og funktionalitet.

Ligesom vi brugere benytter en browser til at rendere hjemmesider med, så benytter Googlebot også en Chrome browser til at rendere hjemmesider. Processen skal afgøre, hvordan elementerne på hjemmesiden er placeret, i forhold til hinanden og, hvilke elementer, der er synlige.

Googlebot bruger en headless Chromium, hvilket blot betyder, at den ikke har en grafisk brugergrænseflade. Det er altså en browser bygget til at blive brugt, af andre programmer og robotter.

 

En opdateret Chromium

En opdatering af Chromium betyder derfor, at Googlebot kan forstå en masse nye funktioner, både i forhold til nye HTML-tags og HTML-attributter, som Googlebot i fremtiden vil tage højde for. Men især indenfor JavaScript og hvilke JavaScript funktioner, som Googlebot kan forstå er der udvidet væsentligt.

Af væsentlige nyere teknologier kan nævnes, at Googlebot nu forstår version 6 af JavaScript. Det betyder at den nu forstår let og const variabler, samt en bunke andre JavaScript-funktioner, som hjemmesider i dag gør stor brug af.

Googlebot er derfor blevet meget bedre til at forstå indhold på hjemmesider, der gør brug af funktioner, som ligger i nyere browsere og JavaScript.

Google har nu opdateret deres Googlebot til nyeste Chrome-version, men de har samtidig lovet at opdatere Googlebot igen, når der udkommer en ny Chrome-browser.
De meddelte derfor, at deres nye Googlebot er eviggrøn, som en reference til at den altid vil være opdateret.

https://webmasters.googleblog.com/2019/05/the-new-evergreen-googlebot.html

Vi SEO-folk kan derfor mere sikkert sige at de hjemmesider, der virker i en opdateret browser, også vil blive opfattet ens af Googlebot. Det er gode nyheder for SEO-branchen, men også for webudviklere, der ikke længere skal bekymre sig om, hvorvidt nye funktioner fungerer korrekt hos Google.

 

Googlebot Useragent

Med opdateringen af Googlebot får den også en ny Useragent, som reflekterer den nyere version af Chromium den benytter. Useragent er en lille tekststreng, der forklarer, hvilken enhed der beder om hjemmesiden.

Eksempel fra gammel Googlebot Mobile Useragent:

Mozilla/5.0+(Linux;+Android+6.0.1;+Nexus+5X+Build/MMB29P)+AppleWebKit/537.36+(KHTML,+like+Gecko)+Chrome/41.0.2272.96+Mobile+Safari/537.36+(compatible;+Googlebot/2.1;++http://www.google.com/bot.html)

Her gør Googlebot altså opmærksom på at den bruger en Chrome version 41.

Googlebot er endnu ikke begyndt at opdatere deres Useragent, til at reflektere at den benytter en nyere Chromium version. De har ikke opdateret den fordi nogle web-servere bruger den nøjagtige streng til at identificere Googlebot. Udviklere skal derfor lige have chancen for at opdatere deres web-servere, så den matcher på andre dele af Useragent som identifikation af Googlebot.

Snart vil Googlebot begynde at benytte en opdateret version af deres Useragent og denne vil selvfølgelig også blive opdateret løbende.

Det betyder, at hvis din web-server gør brug af Googlebot Useragent, og den ikke har taget højde for versions-skiftet, så er der lidt tid endnu til at få det ændret.

Googlebot har været opdateret i noget tid

Under Google I/O19, kom Google med nyheden om at de havde opdateret deres Googlebot, til nyeste version af Chrome. De udtalte faktisk, at de allerede havde brugt den nye version, i store dele af deres navigation på internettet, i noget tid.

Når man kigger på de hjemmesider, der holder øje med store forandringer i Googles søgeresultater, kan man ikke se nogen ændring med det blotte øje. Det betyder, at opdateringen af Chromium i Googlebot ikke har givet de store udslag i søgeresultaterne. Dette er også logisk nok, da alle har optimeret imod en ældre version af Google – eller i hvert fald sikret sig, at Google har kunnet forstå hjemmesiden korrekt.

Indeksering i fremtiden

Med en opdateret Googlebot, vil udviklere i fremtiden, kunne benytte sig af nye teknologier endnu hurtigere, da både browsere og Googlebot vil kunne forstå og vise indholdet korrekt. Dette vil gøre hjemmesider lettere at lave, samt kræve mindre kode på siden, for at sikre sig at hjemmesiden nu også er bagud-kompatibel med ældre versioner af browsere.

Ved at kunne gøre brug af nyere versioner af Chromes funktioner, vil udviklere kunne gøre hjemmesider hurtigere, smartere og mere sikre.