I sidste uge offentliggjorde Mark Zuckerberg, på sin Facebook-profil, at en ny algoritme skal sikre platformens brugere et mere relevant newsfeed i fremtiden. Det har fået mange af de virksomheder, der i dag bruger Facebook som en del af deres markedsføringsstrategi, til at sætte spørgsmålstegn ved platformens markedsføringsmæssige relevans fremover. Kan du nikke genkendende til dét, så læs videre her og bliv lidt klogere på ændringerne.
Hvad betyder det for privatpersoner
Når du i dag åbner dit Facebook-newsfeed bliver du bombarderet af opslag, indtryk og notifikationer, hvor en stor del af dem egentlig er uden den store relevans for dig. Det vil stifter Mark Zuckerberg nu forsøge at gøre op med, via en ny opdatering, til gavn for dig som privat bruger.
Facebook ønsker at skabe en bedre oplevelse, som angiveligt vil få hver enkelt til at bruge mindre tid på platformen, men som samtidig vil forlænge Facebooks levetid betydeligt.
For at skabe den mere relevante oplevelse, skal en ny algoritme sørge for at du som bruger ser meget mere til dine venner og familie og mindre til opslag fra virksomheder og irrelevante sider.
Hvad betyder det for virksomhederne
Som virksomhedsejer kan opdateringen godt give anledning til bekymring, i forhold til hvorvidt platformen skal være en del af din markedsføringsstrategi i fremtiden. Det er her vigtig, at du skelner mellem to ting – nemlig den organiske strategi og den betalte annoncering, da ændringen kun vil påvirke førstnævnte.
Bruger du i dag resurser til at lave opslag på din virksomheds-side, hvor du f.eks. lægger nye produkter op, og føler du at dette skaber god trafik til din side, skal du være opmærksom på at du i fremtiden kan blive ramt af den nye opdatering. Det er endnu usikkert hvordan algoritmen helt præcist kommer til at fungere, men Facebook har, på bagkant af deres udmelding, lovet at guide virksomhederne igennem de kommende ændringer.
Vi kan derfor endnu ikke sige noget om, hvorvidt de virksomheds-sider der i dag er rigtig gode til at skabe organisk trafik, vil blive påvirket af opdateringen i samme grad som de virksomheder der ikke formår at skabe den samme interaktion.
Betalt annoncering forbliver uændret
Hvis du er en af dem, der allerede bruger Facebook som en del af annonceringen, vil den del ikke blive påvirket negativt af opdateringen. Algoritmen går nemlig ikke ind og ændrer på den betalte del af opslagene, men altså kun på den organiske del.
Hvis algoritmen formår at skabe den ønskede effekt, vil det sandsynligvis skabe overblik og orden i hver enkelt brugers newsfeed og derved give plads til relevante annoncer og opslag.
Alt i alt skal den nye opdatering altså ses som en positiv ting, da den i sidste ende kan fjerne noget af den støj, som i dag kan distrahere dine potentielle kunder fra at modtage dine budskaber, på Facebook.