I slutningen af oktober var vi så heldige at blive inviteret til at holde et oplæg for Dansk Markedsføring Studerende i Aarhus. Aftenens tema var ’Marketing på utraditionelle sociale medier’, og vores oplæg omhandlede det nok mest utraditionelle, nemlig Pinterest.

Allerede da vi så deltagerantallet gik det op for os, at der var stor interesse for disse medier, og som aftenen skred frem, blev det yderligere bekræftet.

Især fordele og ulemper ved de respektive platforme var et tilbagevendende emne. Vi besluttede os derfor for at gribe dén bold, og skrive et lille opslagsværk med fordele og ulemper ved de mest utraditionelle sociale medier.

Pinterest

Pinterest er som sagt en af de mest undervurderede platforme i Danmark, når det kommer til potentiale for virksomheder. Det giver dig, som ejer af en virksomhed, eller med ansvar for markedsføring heraf, nogle klare fordele.

Fordele:

  • Grundet et markant lavere antal brugere end andre platforme, er konkurrencen fra andre virksomheder stadig lav. Dette giver ikke kun mere luft til at blive set, men også lavere klikpriser end de mere traditionelle platforme.

  • 85 % af brugerne benytter Pinterest til at søge inspiration til kommende projekter, hvilket gør dem åbne og klar til at blive inspireret og udfordret på deres præferencer.

  • 95 % af alle søgninger er uden brandnavn. Det betyder, at brugerne endnu ikke har præferencer til brands – de vil bare inspireres. Det giver de små og mindre kendte virksomheder en chance for at gøre sig bemærket, inden de store brands går ind og påvirker brugernes præferencer.

  • Der er færre annonceringspolitikker end på fx Google og Facebook, hvilket betyder, at du får mere frie tøjler til at lave sjovt og inspirerende content. Det giver også nogle muligheder for de virksomheder, der promoverer produkter, der ikke kan godkendes på andre medier.

  • 75 % af platformens brugere er kvinder med stor interesse for DIY og boligprojekter, hvilket giver en meget defineret målgruppe.

Ulemper:

  • Med kun 1,4 mio. brugere, er det den platform med færrest brugere i Danmark.

  • Grundet det lave brugerantal er platformens algoritme ikke lige så effektiv, som på de mere traditionelle medier. Medier som Facebook og Instagram har et højere antal brugere, hvilket giver en større mængde data og derved en algoritme, der er utrolig effektiv.

  • Pinterest er et meget visuelt medie, hvor hovedformålet er at inspirere – det kræver godt visuelt materiale. Materialet skal tilpasses til platformen, afspejle dit brand/produkt og matche brugernes forventninger til inspiration. Det kræver mange ressourcer i forhold til produktion af materiale.

Snapchat

Snapchat er i mange henseender blevet kategoriseret som ’sjov og ballade’ og ses sjældent som en platform, der har potentiale for seriøse virksomheder. Det kan vise sig at være en fejl – især, hvis du formår at bruge platformen korrekt.

Fordele:

  • Da platformen er undervurderet, er der ikke stor konkurrence fra andre virksomheder. Det giver en lav CPSU (Cost per swipe up).

  • Appen har et højt antal af daglige brugere, hvilket giver mulighed for et højt antal visninger af dine annoncer.

  • Mange tror fejlagtigt, at den største aldersgruppe på Snapchat er 13-18-årige. Men det er faktisk de 25 – 45-årige, der udgør den største andel af brugere. Brugerne er altså mere købestærke, end forventet.

  • Med få placeringsmuligheder er der få formater at tage hensyn til, og materialet er overskueligt at producere.

Ulemper:

  • Folk kan swipe up ved en fejl, så det kan derfor være svært at regne 100 % med swipe up-raten.

  • Færre brugere – cirka 2, 5 mio. i Danmark, gør det svært at bruge større klikbudgetter, da man hurtigt når hele målgruppen.

  • Det anbefales ikke at genbruge materiale fra andre platforme, da adfærden på Snapchat er unik.  Tænk over adfærden på appen, når du producerer materiale.

TikTok

Det er de færreste, der kunne komme uden om TikTok i 2020, hvor den også var den hurtigst voksende sociale platform. Det stigende antal brugere og den store interesse giver en lang række muligheder for de danske virksomheder.

Fordele:

  • Appen giver gode muligheder for at opbygge brand awareness uanset virksomhedsstørrelse, da chancen for at gå viralt ikke afhænger af dit antal følgere, men af en god kombination af interaktion og algoritme.

  • Du har mulighed for at aktivere og kommunikere med din målgruppe på en inkluderende og innovativ måde.

  • Da det anbefales at producere dit indhold direkte i appen, er der ikke store krav til udstyr, tekniske evner eller tid. Det er altså nemt at producere godt indhold med få midler.

Ulemper:

  • Ingen åbenlys opskrift på succes. Oftest handler det mest af alt om tilfælde og held, når det kommer til at blive favoriseret af algoritmen og dermed gå viralt.

  • Trends og Challenges spiller en stor rolle på platformen. Derfor skal man som virksomhed være hurtig til at opfange disse og hoppe med på bølgen.

  • Den yngre målgruppe – under 30 år – dominerer stadig appen.

  • Du kan ikke genbruge kreativt materiale fra andre platforme, da udtrykket på TikTok er helt specielt, og du derfor er nødsaget til at kreere indholdet direkte på selve appen.

Ovenstående er blot et lille udpluk af de egenskaber, fordele og ulemper, der er ved de forskellige platforme. Forhåbentlig kan det guide dig, når du skal udvælge, hvilke platforme du skal være til stede på, og hvilke du kan undlade med god samvittighed.

Ovenstående kan ændre sig i takt med begivenheder i samfundet – som vi så det med TikTok under Corona, eller i takt med, at målgrupperne bliver ældre og ændrer præferencer.