I løbet af de sidste par dage, har vi fået henvendelser fra en række af vores kunder, som har modtaget en mail fra ”Google Ads”, der melder, at deres Google Ads-konto er blevet suspenderet.
Det er dog ikke en rigtig mail fra Google.
Der er i stedet tale om en Phishing-mail, som prøver at lokke modtageren til at indtaste deres login-oplysninger til Google Ads konto.
Mailen ser ved første øjekast ud til at komme fra Google Ads. Den er velformuleret, og indholdet ligner til forveksling en officiel mail fra Google Ads. Derfor er der stor risiko for, at man klikker på et eller flere af de links, der optræder i mailen, hvis man blot skimmer mailen og trykker på et link.
Herunder kan du se et screenshot af en af de mails vi har fået videresendt:
Som det ses, skriver afsenderne på upåklageligt og troværdigt engelsk, og de har gjort sig umage ved at indsætte Ads-logoet i toppen af mailen. Der står endda, at mailen kommer fra Google Ads, når du ser den i indbakken.
Bedragerne vil have, at modtageren skal sende en appel om at få deres Google Ads konto genåbnet:
” If you believe this is an error, submit an appeal and we’ll review your account.”
Denne linje, sammen med en række andre indikatorer, viser, at mailen ikke er en rigtig mail fra Google. Google ville aldrig bruge et ord som ”appeal”. Derudover er der en række andre indikatorer, som du skal være opmærksom på:
- E-mail adressen: Som det ses i toppen til venstre på skærmbilledet, så er det ikke en officiel Google adresse, der har afsendt mailen, men derimod ”info@vsd.fr”. Altså en fransk vsd-mailkonto, som ikke tilhører Google. Google benytter sig altid af ”@Google.com”.
- Google spørger aldrig brugere om at give personlige oplysninger eller andet via links.
- Som det er vist på skærmbilledet, så er det ikke Google-adresser, der bliver linket til. Det er derimod alle sammen en ”www.ogoougle.com”-adresse. Det kan tjekkes ved at holde musen over linkene uden at klikke.
Har du spørgsmål, eller har du klikket på et link i mailen? Du er altid velkommen til at kontakte KompetenceKanalen på tlf.: +45 7070 2080, via e-mail: info@kompetencekanalen.dk eller via vores kontaktformular.