Det kan være svært at finde frem til de anbefalede formater, både på billeder og video, til de sociale medier. Med denne guide forsøger vi at skabe et overskueligt overblik over de anbefalede formater, og samtidig dele vores erfaringer i forhold til kreative virkemidler.

I denne guide finder du både formater og anbefalinger til Facebook, Instagram, LinkedIn, Pinterest, Snapchat og TikTok.

Hvorfor er det vigtigt at bruge de rigtige formater?

På sociale medier, som jo har til formål at inspirere, informere og aktivere deres brugere, har kvaliteten af det kreative indhold en stor betydning – både betalt og organisk.

Vi ved eksempelvis, at Facebook i høj grad prioriterer det indhold, der er i ’bedst kvalitet’, i forhold til en række kreative virkemidler.

Når vi bruger ordet ’kvalitet’, betyder det ikke nødvendigvis, at du skal have fat i det helt dyre kamera for at kunne være med. Kvaliteten af det kreative materiale kan faktisk højnes, blot ved at have fokus på de korrekte formater. Har dit billede eller din video det rigtige format til det opslag eller den annonce, det skal bruges i, er du altså allerede godt på vej.

Det er selvfølgelig også vigtigt, at indholdet af dit kreative materiale afspejler din virksomheds identitet, samt tager hensyn til din målgruppes behov, men det er et helt andet emne.

FACEBOOK

Facebook er stadig det største sociale medie og danskernes foretrukne platform, hvilket også gør det til en af de foretrukne platforme for virksomheder at promovere sig på.

Grundet de bagvedliggende algoritmer, har virksomheders organiske tilstedeværelse på Facebook sine begrænsninger, hvilket gør det endnu vigtigere at lave kvalitetsindhold, der fanger din målgruppe.

Facebook tilbyder som supplement til den organiske tilstedeværelse, muligheden for betalt promovering. Platformen har en umådelig stor viden om dens brugeres interesser og adfærd, som du kan drage nytte af i din markedsføring til at ramme specifikke målgrupper med tilpassede budskaber.

Tip til Facebook: Hav fokus på din målgruppes ønsker og behov, når du laver indhold. Du konkurrerer med kattevideoer, memes og andet indhold, så dit budskab skal være både relevant, interessant og fængende.

  • Virksomhedsprofilbillede: 180 x 180

  • Coverbillede: 820 x 312

  • Event coverbilleder: 1200 x 628

  • Enkelt billede: 1080 x 1080

  • Video: 1080 x 1080

  • Billeder i karrusel: 1080 x 1080

  • Billede i samling: 1080 x 1080.

  • Messenger Story: 1080 x 1920

  • Audience Network: 1080 x 1920

INSTAGRAM

Instagram, som er en del af Facebook-familien, er ligeledes et af de største sociale medier herhjemme.

Her er det altoverskyggende formål ’at inspirere’ sine følgere, både når det gælder organiske opslag og betalt annoncering.

Brugerne på Instagram bruger hovedsageligt platformen til at søge inspiration til alt fra madopskrifter og Dagens Outfit, til DIY-projekter og rejsedestinationer.

Funktionen ’Instagram Story’ er meget brugt, både for forbrugeren og for virksomheders organiske tilstedeværelse, hvilket også gør det til et attraktivt sted at annoncere.

Du kan sagtens annoncere på den placering uden nødvendigvis at have tilpasset materiale, men da Instagram er et visuelt medie, anbefales det klart at tilpasse til de forskellige placeringer. Ud over Instagram Story, har platformen også andre placeringer, som eksempelvis videoformaterne IGTV og Reels.

Tip til Instagram: Kvaliteten af det visuelle indehold er vigtigt. I stedet for at bruge produktbilleder på en hvid baggrund, skal du inspirere forbrugeren til, hvordan de skal benytte dit produkt, eksempelvis via miljøbilleder eller videoer af funktioner.

  • Profilbillede: 110 x 110

  • Enkelt billede: 1080 x 1080

  • Video: 1080 x 1080

  • Billeder i karrusel: 1080 x 1080

  • Instagram Story: 1080 x 1920

  • IGTV: 1080 x 1920

  • Reels: 1080×1920

LINKEDIN

LinkedIn kategoriseres også som et socialt medie, men i modsætning til de to forrige platforme, er her fokus på det professionelle aspekt, netværk og B2B. Det er en yderst effektiv platform, hvis man skal promovere sin virksomhed, networke, søge nye medarbejdere eller lignende. Et af de andre punkter, hvor LinkedIn skiller sig ud, er de visuelle virkemidler. Vi har erfaret, at de såkaldte animationsvideoer, hvor en virksomhed eksempelvis skal forklare et komplekst produkt eller ydelse, fungerer rigtig godt her.

Et sted, hvor platformen til gengæld ikke adskiller sig fra andre sociale medier, er i forhold til kvaliteten af indhold. Du måles også her på, hvor kreativt, relevant og tilpasset dit indhold er.

Tip til LinkedIn: Tag dine ’arbejdsbriller’ på, når du skal lave indhold til LinkedIn. Mediet bruges ofte i arbejdstiden og med et andet mindset end de resterende sociale medier.

  • Profilbillede: 600 x 600

  • Coverbillede: 1128 x 191

  • Enkelt billede: 1080 x 1080 eller 1200 x 628

  • Billeder til karrusel: 1080 x 1080

  • Beskedannoncer: 300 x 250

PINTEREST

Pinterest er én stor inspirationskilde, hvor ca. hver 6. dansker logger på for at blive inspireret til alt fra indretning til havetips. Pinterest er et medie, hvor der er en naturlig overgang fra det organiske indhold til den betalte annoncering. De visuelle virkemidler bliver derfor også vægtet meget højt her, da man som udyder ønsker at holde platformen æstetisk og inspirerende for dens brugere.

Én af de smarteste ting ved Pinterest er, at når en bruger søger inspiration inden for et helt specifikt emne, kan din virksomhed blive eksponeret blandt de relevante Pins inden for dette emne.

Tip til Pinterest: Sørg for at producere dit kreative materiale med specifikke Pins in mente. På den måde er du sikker på, at dit materiale bliver vist for de mest relevante personer og med stor sandsynlighed vil fange deres interesse.

  • Profilbillede: 800 x 450

  • Pins: 1000 x 1500

  • Story pins: 1080 x 1920

  • Billeder til karrusel: 1000 x 1000 eller 1000 x 1500

SNAPCHAT

Snapchat er et ’hurtigt’ medie – ikke i den forstand, at der bruges mindre tid her, men fordi alt indhold har en kortere levetid. Snapchat er også et videomedie, så det at producere indhold kan for nogen virke mere krævende. Det er derfor vigtigt at vurdere, hvorvidt din målgruppe er på platformen og derefter, hvorvidt din virksomhed passer ind her.

Det er både muligt at skabe en organisk tilstedeværelse, samt annoncere på platformen, men uanset, hvilke muligheder du benytter dig af, er det vigtigt at lave tilpasset materiale. Størstedelen af brugerne ser videoerne med lyd på, hvilket betyder, at du her har årsag til at være rigtig kreativ.

Tip til Snapchat: Brug ikke genbrugt materiale fra andre sociale medier! Tilpas format, lyd og virkemidler til lige præcis dét Snapchat kan. Det er meget nemt at spotte indhold, der ikke ’hører til’ på denne platform.

  • Billede annonce: 1080 x 1920

  • Video annonce: 1080 x 1920

TIKTOK

Vi kan ikke komme udenom den populære underholdningsapp TikTok, som har taget medieverdenen med storm. TikTok har endelig åbnet op for annoncering i Danmark, hvilket betyder mange nye og spændende muligheder. På TikTok går tingene også hurtigt, så her skal du være med på beatet i forhold til de mange nye trends og tendenser. Her er der virkelig plads til udfoldelse og kreativitet, men det kræver ligesom Snapchat, at du laver dit materiale med respekt for platformens DNA.

Tip til TikTok: Vær med på de nye trends, skab noget originalt eller drop platformen! Brugerne hér er kræsne, så hvis du skal lave indhold, der virker, skal du følge med i platformens seneste trends og bruge dem i dit eget materiale samt være i stand til at underholde seeren.

  • Profilbillede: 200 x 200

  • TikTok video: 1080 x 1920

  • TikTok video: 1080 x 1080

  • Video størrelse: 720 x 1280px / 640x640px / 1280 x 720px.

  • File size: 500 MB. MP4, MOV, MPEG, 3GP, AVI.

Hvordan kan jeg tilpasse mine billeder til de forskellige formater?

Det hænder, at man får taget det perfekte billede, som så desværre ikke lige er i det rigtige format – men frygt ej, der findes heldigvis hjælp. En nem og simpel måde at ændre billedstørrelsen på, er ved hjælp af denne hjemmeside: https://www.canva.com/ eller https://pixlr.com

Canvas gratis-variant fungerer rigtig godt og tilbyder alle de grundlæggende funktioner til tilpasning af formater. På forsiden findes en lang række muligheder i forhold til kreativ materialeopbygning, hvor en af valgmulighederne er ’Sociale medier’.

Her kan du vælge et tomt lærred i lige præcis dét format, du skal bruge, eller udvælge én af de mange kreative skabeloner, der er til rådighed på siden.

Du kan også få inspiration til dine opslag, lave kreative coverbilleder til dine virksomhedsprofiler og meget andet.