Hver eneste måned igangsættes flere tusinde konkurrencer på Facebook og Instagram. I disse konkurrencer har deltagerne mulighed for at vinde præmier i alle afskygninger, både til sig selv og nogen de holder af, men sidstnævnte er faktisk en af de helt store problemer, når vi kigger på hvorvidt de mange konkurrencer nu også overholder de gældende konkurrenceregler. Vi har derfor lavet et skema, hvor du nemt og hurtigt kan se, hvad du må og hvad du bestemt ikke må, når du laver konkurrencer på Facebooks platforme.
Facebook skal inspirere
Når du som virksomhed skal udlodde fede præmier på din Facebook-side, er det som ofte både for at glæde dine nuværende følgere, for at skabe god omtale og for at få endnu flere følgere. Det kan også være, du har fået nye produkter, at din forretning skal flytte eller du har jubilæum og ønsker at markere dette via konkurrencer. Det er alt sammen okay og kan faktisk være en god måde at bruge Facebooks platforme, til at aktivere nuværende og potentielle følgere.
Problemet er da heller ikke de eventuelle intentioner med konkurrencerne, men derimod det faktum, at rigtig mange ikke kender reglerne for, hvad man må opstille af kriterier for at deltage i dem.
Vi ser dagligt opslag som ikke følger reglerne og en af de største syndere er ”Tag dine venner”. Mange virksomheder ser dette som en oplagt mulighed for at komme i kontakt med nye potentielle følgere og det er, forståeligt nok, meget attraktivt – men det er som nævnt mod reglerne.
En hårfin grænse
Regelsættet er som sådan ret klart, men alligevel ser vi hver dag opslag, som bryder det. Facebook har opsat reglerne, fordi de ønsker, at deres platform skal være et sted, hvor brugerne deler budskaber og opslag af lyst og ikke fordi de kan vinde en præmie ved at gøre det.
At åbne din Facebook-profil til en lang række notifikationer, hvor venner har tagget dig i konkurrencer, kan ofte være et irritationsmoment.
I følge Facebook er det udelukkende virksomheden, samt den enkelte vinder af konkurrencen, der får noget ud af denne form for deling og det er det Facebook prøver at undgå, ved at lave et regelsæt.
Eksempler:
NO-GO: Et opslag der lyder ”Det eneste du skal gøre for at deltage, er at skrive ’Glædelig Jul’ i kommentarfeltet og tagge den du ønsker at dele præmien med” er altså et NO GO.
Lige-på-vippen: Skriver du derimod ”Det eneste du skal gøre for at deltage, er at skrive ”Glædelig Jul” i kommentarfeltet. Du skal være velkommen til at tagge den person du ønsker at dele præmien med” er lige på vippen.
Helt efter bogen: Ønsker du at være en rigtig regelrytter, skal opslaget formuleres i stil med ”Det eneste du skal gøre for at deltage, er at like dette opslag og skrive ”Glædelig Jul” i kommentarfeltet. Du skal være velkommen til at tagge en person, du ønsker at dele præmien med, men dette har ingen indvirkning på valget af vinder.”
Konsekvenserne
Når vi nu ser så mange virksomheds-sider, der laver opslag som ikke følger reglerne, er der så overhovedet konsekvenser ved det? Svaret er både ja og nej, for Facebook kan i bund og grund lukke din virksomheds-side ned, hvis ikke du følger konkurrencereglerne.
Det kræver dog at det bliver opdaget, at nogen anmelder din konkurrence eller lignende, så i de fleste tilfælde vil du sikkert slippe godt fra tiltaget.
Men som nævnt tidligere, er skræksceneriet at brugerne pludselig bliver så trætte af al den ’taggen’, at de enten dropper platformen eller at de bliver immune overfor budskaberne og hvem har så vundet?
Derfor må incitamentet til at overholde de opsatte regler i sidste ende ikke være at undgå straf, men derimod at sikre at platformen også i fremtiden er et sted, hvor du kan komme i kontakt med dine kunder.
Se mere på: Facebooks konkurrence regler eller Facebook promotion guidelines